Har du nogensinde tænkt over hvordan en trompet virker, eller tænker du bare at det er at puste og trykke lidt? Jeg har nok ikke hele svaret, men jeg har da interesseret mig lidt for det.

Lige som alt andet lyd, handler det om vibrationer der med sine svingninger får mekanismen i øret til at omdanne det til det som du opfatter som lyd. (Hvilket jo giver det filosofiske spørgsmål, kan der være musik i en mennesketom lydtæt sal?). Vibrationerne bestemmes af længden på materialet og hastigheden på luften der blæses igennem.

Den nemme måde at se på det med længden, er at tage en lineal og holde den ud over kanten på et bord, og så sproinge den. (Jeg ved ikke hvad det officielle ord er, men tænker du ved hvad jeg mener). Den giver nu en lyd fordi materialet sættes i svingninger, og hvis du forkorter den del, der hænger ud over bordet bliver lyden højere og omvendt. De gamle grækere fandt ud af, at hvis du halverer længden af en streng får du et oktavspring. Eller de valgte at det var en oktav.

Hvordan hænger det så sammen med trompeten? Jo du har dine naturtoner, som er de toner du kan få trompeten til at spille uden at trykke ventiler ind. Dvs. C-G-C-E-G-Bb-C-D.. osv. Så har du dine (normalt) 3 ventiler der hver har en lille forlænger. På 2. Ventilen er den kort, på 1. ventilen ca dobbelt så lang og på 3. ventilen 3 gange så lang. Så skal du bare bruge lidt matematik for at regne ud, hvordan du forlænger materialet hvor luften løber igennem. Hver kort længde svarer en halv tone, og når vi forlænger bliver tonen lavere. Derfor kan du nu regne ud, at såfremt du holder den samme hastighed på luften

  • 2. Ventil går en halv tone ned
  • 1. Ventil går endnu en halv tone ned
  • 1. Og 2. Ventil går endnu en halv tone ned
    • Hvis du husker det, er 3. Ventil 3 gange så lang som 2. Ventil. Så da 1+2 = 3 kan du som udgangspunkt bruge 3. Ventil hver gang du kan bruge 1 og 2. (Vær dog opmærksom på intonation)
  • 2. Og 3 = 4 så endnu en halv tone
  • 1. Og 3 = 5
  • 1., 2. Og 3. = 6

Det giver os derfor, inkl. Naturtonen, 7 forskellige toner med samme hastighed på luften.

Dette kan som sagt gentages, hver gang du rammer en naturtone, hvilket giver os hjælpegreb, og alle mulige luft og lydøvelser. F.eks. hvis du tager C midt i systemet og laver den kromatiske nedgang, så rammer dit G, der hvor du trykker 1. Og 3. ventil. Det er et hjælpegreb, og det giver mulighed for at lave flex-øvelser hvor du switcher mellem G-B-D uden at tænke på andet end at flekse luften.

Hjælpegrebene kan også være gode at kende hvis der er hurtige løb i en melodi, hvor det kan være svært at nå at flytte fingrene.

Hvis du spiller trækbasun, er det de samme regler der gælder.

Det næste der danner lyden er luften og det er dit bidrag til selve lyden. Du kan buzze, så du allerede har dannet lyden inden den kommer ind i hornet, eller du kan blæse og samle læberne indtil de lige akkurat kommer tæt nok sammen til at danne en vibration. Det giver ret stor forskel i lyden, og jeg vil sammenligne det med at bowle og enten kaste kuglen så den rammer nede midt på banen eller den bliver gledet ind fra starten af banen.

Du kan også fokusere din luft forskellige steder i hornet, og på den måde ændre lyden.

En øvelse jeg har haft glæde af, er at blæse, og langsomt trække hornet mod munden indtil den lige akkurat begynder at vibrere og derved give lyd. Den kan du så arbejde med at balancere så du styrer med luften at der skiftevis er lyd og kun antydning af lyd. På den måde lærer du at få metallet til at arbejde for dig, og det hjælper til at kunne spille i længere tid, er min oplevelse.