Et rigtigt godt værktøj inden for rytmisk musik er blues-skalaen. Som jeg fik den præsenteret, er det en pentatonskala med lidt krydderi i midten. Du kan selv regne skalaen ud ved at kende intervallerne. Formlen for skalaen ser således ud.
I – IIIb – IV -Vb – V – VIIb
Det giver intervallerne
- Lille terts
- Hel tone
- Halv tone
- Halv tone
- Lille terts
En C-blues skala ser derfor således ud.

Du kan så gå i gang med at regne de andre ud, og begynde at lave øvelser ligesom i de andre skalaer..
Hov hov, er der nok nogen der vil sige.. Der findes jo både en mol og en dur blues skala, og ja du skal da ikke snydes for dur blues skalaen. (Ovenstående er mol blues skalaen). Dur blues skalaen bygger, som jeg ser det over en I6 akkord, som man brugte meget i 20-40’ernes musik. dvs. en C6 akkord består af C-E-G-A, hvor A er 6’eren, men også parallel mol til C, hvilket jo giver den både en mol og dur lyd. Derudover er der her også lidt kromatik så man kan lave lidt “glide”. Formlen er
- Hel tone
- Halv tone
- Halv tone
- Lille terts
- Hel tone
Det får C-dur bluesskala til at se således ud.

Hvis du allerede nu har været i gang med at regne de andre mol blues skalaer ud, kan du måske se en sammenhæng, for A mol bluesskala er det samme som C dur blues skala bare startende fra C. For selvom vi taler blues skalaer, ændrer det jo ikke på at A er parallelmol til C dur.
hvornår kan den bruges
Som navnet indikerer kan den selvfølgelig bruges i en blues. Jeg tænker først og fremmest en 12-takters dur blues. I7-IV7-V7 se Form og figur. Det er så dejligt nemt at du kan spille den blues-skala der svarer til tonika. Dvs. Blues i C, der starter med C7, kan du spille en C-blues-skala henover hele vejen. (Jeg regner med at du har styr over transponering til dit instrument)
Du kan også vælge at ændre lyden ved at spille over den bluesskala der svarer til parallel-mol. Hvilket betyder at du kan spille A-blues skala over en blues i C. Så ændrer du lyden med et trylleslag, og endeligt kan du sætte de 2 skalaer sammen og få lidt mere kromatik.
C-Bluesskala: C-Eb-F-Gb-G-Bb
A-bluesskala: A-C-D-Eb-E-G
Kombineret: C-D-Eb-E-F-Gb-G-A-Bb
Dog vil jeg sige at det er en god ide at koncentrere sig om en bluesskala til at starte med.. men nu har du en ide om hvordan du kan komme videre.
Du kan også bruge den andre steder, og det skal vi nok komme til.
Hvordan kan jeg så øve det
For at kunne bruge det skal vi jo have fat i wax on wax off metoden igen. Her taler jeg først og fremmest om helt grundlæggende skala op og ned. På den måde kan du få lyden af skalaen ind i hovedet og du kan høre hvordan det lyder når du rammer de forskellige steder i rundgangen.
Så er det ellers bare i gang med at tænke dine egne sjove øvelser ind. Det kan være at rytmisere (jo, det er et ord) skalaen, så du danner dit eget lille lick med skalaen. Du kan også vælge at spille 3 toner op, 1 tone ned, 3 op fra den osv. Eller noget helt tredje. Du er din egen inspiration.
Det er altid en god ide at øve i alle tonearter, for du vil støde på sangere og sangerinder der lige vil have den en halv eller en hel tone ned, eller op. Og så er det bare rart at kunne være imødekommende. Og fair nok, så er din solo måske knap så fri i E som den er i Bb.. (sagt som trompetist 😉).
Når du føler dig rimeligt sikker på skalaen indenfor den samme toneart kan du prøve at spille i parallelmol. Du vil nu kunne høre en anden farve på din solo.
Hvis du har fulgt øvelserne hertil, burde du have været alle 12 igennem og du kan nu begynde at følge det endnu bedre, og begynde at skifte blues-skalaerne ud på den måde at du spiller den bluesskala der passer til akkorden. I C vil det så være 4 takter c-blues, 2 takter f-blues, 2 takter c-blues, 1 takt g-blues, 1 takt f-blues og 2 takter c-blues. Nu gør du det lidt mere tydeligt hvor du er i rundgangen, hvilket er ret lækkert både at lytte på, men også for de andre musikere.
Hvor kan jeg ellers bruge det?
Du kan jo reelt bruge det alle steder for at krydre det du spiller. Men hvis vi først og fremmest kigger på dominant akkorderne kan vi jo bruge det i kvartprogressionen i rhythm changes B-stykket. F.eks.
| D7 | % | G7 | % | C7 | % | F7 % |
Her vil du jo kunne spille D-, G-, C- og F-blues henover.
Men i en II – V – I, vil jeg også bruge det henover II – V og så falde tilbage på I for at få spænding/afspænding.
Nu er det bare i gang med at finde backing tracks på youtube, eller andre steder hvor man kan finde backing tracks.
