13. December
Så kom vi til den 13.. ikke fredag, men lørdag og jeg er ikke overtroisk, så jeg ved ikke hvad der er med 13.. men det er et tal jeg ikke kan sige uden at tænkte skæbnesymfonien.
Nevermind.. I dag vil jeg tale om mine undervisere gennem tiden.. Så det er faktisk endnu en dag uden det store materiale, men bare en tur for mig gennem memorylane.
Orla (Fætter Orla) som er på billedet nedenfor var min første underviser i Farsø musikskole og skoleorkester. Jeg var egentligt ikke gammel nok til at starte på trompet, men jeg gik hen til Orla og sagde at jeg jo også var lidt tyk ligesom ham, og det var åbenbart friskt nok til at jeg fik lov at starte på cornet. I den tid lærte jeg de meget grundlæggende ting. Hvordan skal trompeten vende osv. 🙂 men jeg var også et barn med mange andre interesser så det var ikke fordi jeg fik øvet så meget.

Musikskolen lukkede så vidt jeg husker, så jeg stoppede med at spille, men da jeg studerede i Aalborg faldt jeg over en cornet i en genbrugsbutik så den købte jeg, så jeg kunne stå og spille lidt derhjemme, men ikke så meget at det var noget jeg havde lyst til at stå frem med.
Da jeg flyttede til Sjælland i 1997 startede jeg med at få undervisning hos Peter Vigh på Holbæk og omegns musikskole. Han er en trompetist fra Ungarn og han er virkelig en fed fyr, der lærte mig meget både om at spille trompet, musikalitet og generelt om livet. Så det har jeg været meget glad for. Hvis jeg skal påpege noget specifikt, som jeg lærte, så var det nok at jeg blev trukket igennem en del af Arban som jeg stadig vender tilbage til en gang imellem. Men der var jo også bluesskala, kirketonearter, akkorder og meget andet.
Efter jeg stoppede med det, gik der noget tid inden jeg fik undervisning igen og jeg kom til et sted hvor jeg tænkte at jeg skal have lidt undervisning og startede hos Thomas Fryland. Der lærte jeg lidt om “gold”-notes, og 6-er akkorder. Det var lidt svært at få tingene til at hænge sammen med arbejde og øvning så jeg fik ikke øvet nok i forhold til at tage til time tit nok. Så jeg kom til den konklusion at jeg bare ville bruge timer fra forskellige undervisere og så suge så meget jeg kunne og bruge tid på at øve det. Derfor er resten af mine undervisere og inspirationskilder bare i punktform. Det er både inden for teori, trompet, sang og arrangement.
- Martin Legene
- Sarah Elgeti
- Kathine Sadolin
- Anders Malta
- Christina Øberg
- Keld Mortensen
- Jan Glæsel
Jeg ved jeg har glemt nogen.. men det er lørdag og I skal også lave noget andet 🙂
Men I skal da også Whammes i år.. Et arrangement jeg lavede til Midnight Sailors for nogle år tilbage, men alt indsunget af mig.
Dagens anekdote: Det første solospillejob jeg havde var til et bryllup, og jeg skulle spille Ave Maria sammen med organisten og papirklip alene. Jeg var ret nervøs over Ave Maria og koncentrerede mig meget mens jeg spillede den. Den endte med at være ret god, og så skulle jeg jo bare spille Papirklip.. Piece of cake.. Så da jeg spillede forkert på anden tone, hev jeg hornet fra læberne og sagde: “FUCK”, i kirken, til brylluppet.. Jeg kiggede op og tænkte “FUCK” mens jeg kiggede ind i kameraet på en af vennerne til brudeparret.
Jeg fik spillet nummere og overlevede. Man lærer af sine fejl.. Aldrig slappe af før man er færdig.
